Lavrits Kristiansen (1910 – 2001) fra Torsagergård, der lige havde stiftet familie i 1939, har skrevet dagbog, – “Livet i Højby under 2. Verdenskrig”.
I sine erindringer fortæller Lavrits bl.a.:
Livet i Højby sogn under 2. verdenskrig påvirkedes ikke så meget af de store begivenheder ude i verden, som andre steder her i landet, hvor virkningen af krigen, og navnlig tyskernes besættelse af landet, medførte store forandringer med uro, spænding og nervøsitet for befolkningen, især i byerne.
Kort efter krigsudbruddet 1. sep. 1940 – i hvert fald efter Englands Krigserklæring 2. sep. – indførtes rationering, det vil sige rationeringskort på alle vigtige livsfornødenheder, fødevarer, benzin, petroleum, tobaksvarer, chokolade og sener tekstilvarer.
 |
 |
Der oprettedes brændselsnævn, der skulle sørge for fordeling af brændsel til alle husstande og ligeledes pålægge skovejere tvangsaflevering af brænde til fastsatte maximalpriser, ligeledes oprettedes kornnævn i hver kommune, der fastsatte hvor meget hvert landbrug skulle aflevere til statens kornlagre til de fastsatte priser, ca. 27 kr. pr. 100 kg for brødkorn.
Alle disse bestemmelser var jo generelle for alle kommuner. Det første Højby mærkede til krigssittuationen var, at vi i løbet af efteråret fik indkvartering af danske soldater fra Odense kaserne.
Det var en såkaldt cykeleskadron, der senere – efter 3 mdrs. Forløb blev overflyttet til Søgård kaserne i Sønderjylland, og som der deltog i træfningen med tyskerne d. 9. april. I øvrigt forløb den første krigsvinter på ret normal vis, uden de store militære begivenheder. Det var en usædvanlig hård vinter med langvarig frost. Folk havde efterhånden vænnet sig til situationen, ingen tænkte så meget på krigen mere, og så pludselig som et lyn, kom det over os alle, nemlig om morgenen d. 9. april, en dag, som alle os der oplevede det aldrig vil glemme.
En meget smuk forårsdag med højt og klart solskin, en overraskelse uden lige for os alle, idet vi troede os sikret ved Danmarks ikkeangrebspagt med Tyskland. Nu fik vi for alvor krigssituationen at mærke på alle områder. Inden aften skulle alle vinduer være mørklagte, al privat bilkørsel forbudt, cykellygte afskærmes o.s.v.
Da vi den efterfølgende søndag var i Odense, mødte vi for første gang en tysk soldat. Jeg mindes endnu det indtryk det gjorde, fornemmer endnu hans faste fodslag i mit øre.
Og så rullede begivenhederne jo med voldsom fart og kulminerede ved Frankrigs fald d. 5. juni. Vi fulgte jo med, som det efter omstændighederne var muligt, mange begyndte at høre udsendelserne fra England, da avisernes oplysninger var stærkt censurerede.
Efterhånden begyndte varemanglen at gøre sig gældende, mange varegrupper erstattedes af surrogat af forskellig art.
Navnlig manglen på rigtig kaffe førte til mange eksperimenter. Man brændte korn, rug og byg, og blandede med kaffetilsætning, der var fremstillet af roer, ikke blot cikorieroer, men også almindelige fodersukkerroer anvendtes i stor udstrækning, ligesom man af disse fremstillede roesirup til erstatning for den knappe sukkerration.
Hvedemel var også en mangelvare, brødkornet, rug og hvede, skulle afleveres. Enkelte løb risikoen og fik formalet småpartier til det eftertragtede mel, selv om det var strengt forbudt for landmanden og for mølleren.
I det hele taget medførte de forskellige ordninger megen sortbørshandel både med mærkerne og varerne.
Situationen medførte forandringer på mange områder, f.eks. for vognmænd med udlejningsvogne. Her i Højby anskaffede vognmand N. P. Nielsen sig en lille hest og en jumbe, enkelte større vognmænd fik tilladelse til montering af generator på bilen, en slags kakkelovn på bilen, hvori man fyldte generatorbrænde: små stykker bøgebrænde, der så udviklede gas til drivkraft.
Også brændsel blev en mangelvare. Allevegne, hvor der fandtes moser, blev disse udnyttet til tørveskær. Ligeså her i Højby, hvor Rasmus Paarup fremstillede tørv og forsynede flere husstande med det nødvendige brændsel.
Ellers var det mest fra Jylland, man blev forsynet med tørv, og efterhånden blev det en hel industri med fremstilling af formbrændsel, dvs. at tørvemassen blev presset og fremstod som briketter, der slet ikke var så dårligt brændsel, blot materialet var nogenlunde, men det gav en mængde aske.
Brunkul, der også blev brudt i større og større omfang, anvendtes hovedsageligt til industrien og kraftværkerne. Brændselssituationen forværredes også af, at vi 3 år i træk havde usædvanligt strenge og langvarige vintre. Det var så galt, at man en enkelt vinter etablerede isbådstransport over Store Bælt.
Som følge af brændselsmanglen måtte elektricitetsværkerne rationere strømmen. I landbruget måtte man ikke bruge kraft i dagtimerne, man måtte tærske om natten, hvad der er meget generende og medførte megen utilfredshed.
I vinteren 1942 fik vi her i Højby ligesom krigen mere direkte ind på livet, idet vi i en periode fik indkvartering af tyske tropper.
Det var en hestetrukken artellerigruppe, der med heste blev indlogeret rundt om på gårdene. De menige sov og opholdt sig i laderne, hvor også hestene var opstaldet, mens officerer og befalingsmænd boede i gæsteværelser o.l. Foder til hestene havde man med, ligeså forplejningen til mandskabet, hvilken foregik fra et feltkøkken.
Mange af de menige var ganske sympatiske mennesker, som vi fik et godt forhold til, trods sprogvanskeligheder, især når man havde dem på tomandshånd. Når de var i samlet trop, kunne de derimod virke afvisende og utilnærmelige, måske var de da bange for at vise deres sindelag.
Vi havde adskillige, også morsomme oplevelser, som når de overordnede befalingsmænd inspicerede, hersede og kommanderede på det græsseligste, ganske forfærdeligt at høre på, men så snart de overordnede var ude af gården, vrængede soldaterne ad dem og morede sig over dem.
Alt materiellet, kanonerne mm., var placeret mellem Verner Pedersens hus og skolen, hvor der dengang var græsjord. Af og til holdtes der øvelser, men ellers var det, for os at se, et rent driverliv for de menige.
Tiden var jo på så mange måder en streng og ond tid, men det medførte også, at folk fandt sammen til møder og lignende arrangementer. Ret hurtigt efter besættelsen begyndte man ”Alsangsstævner”, der samlede folk i stort tal over hele landet. Også her i Højby og Allerup afholdtes sådant oppe i ”Den gamle Have” i Allerup.
Ligeledes var der stor og god tilslutning til alle folkelige møder. Senere blev der afholdt møder af mere fortrolig art, hvor krigssituationen drøftedes. Mange af disse møder var endog strengt forttrolige, det, man især frygtede, var at blive refereret af tyskvenlige personer.
Som årene gik bredte den illegale modstand sig, og i forbindelse hermed udkom der flere illegale skrifter og meddelelser, som omdeltes i dybeste hemmelighed og fortrolighed, ikke uden risiko for dem, der fremstillede dem. Her i Højby havde vi også enkelte tyskvenlige familier, bl.a. den daværende dyrlægen, som havde megen samkvem med de tyske officerer fra garnisonen i Odense, til stor forargelse for sognets beboere.
En for længst afdød gårdejer havde også tyske eller nazistiske sympatier uden dog, mig bekendt, at volde nogen fortræd, men det virkede ret provokerende, og det medførte, at han blev afhentet af modstandsfolkene efter den 5. maj.
Måske en lidt overilet handling, da vedkommende jo ikke havde skadet andre end sig selv.
Sommeren 1943, med tyskernes overtagelse af det danske militær, forløb uden at påvirke livet her i Højby i særlig grad, men derimod fik vi mere at mærke i sommeren 1944, med opstanden og strejker i Odense, med udgangsforbud og lignende påbud.
Der kom mange fra Odense og blev forsynet med madvarer: kylling, mælk, kartofler, frugt o.lign.. De fleste kom cyklende, da toggangen var stærkt indskrænket, og de fleste havde endnu brugbart cykelgummi, selv om det begyndte at knibe mange steder, nye cykeldæk var umulige at opdrive. Så kom sept. 1944, hvor det danske politi blev taget, og hvor sabotage og gengældelsesaktioner fra tyskerne for alvor satte ind i Odense og andre storbyer.
Det var rystende at høre om de mange clearingmord, der fandt sted, ligeså om den forfærdelige ødelæggelse af forretninger og bygninger i Odense, som vi jo havde på nærmeste hold.
Her i Højby oprettedes et lokalt vagtværn, eller vagttjeneste, idet 2 mænd fik til opgave at patruljere her i byen hver eneste nat og på den måde overvåge borgernes sikkerhed.
I øvrigt var sabotagen på højeste gear, tyskerne og deres danske hjælpere gjorde sig de største anstrengelser for at få sabotørere og modstandsfolk fanget og uskadeliggjort.
Her i Højby måtte politiassistent Clemens Pedersen i foråret 1944, sammen med flere af sin gruppe, flygte til Sverige, hvor de opholdt sig til efter befrielsen.
Hans lejlighed blev derved ledig og derefter overtaget af politimester Shaldemose, Odense. Ved politiaktionen blev han sammen med andre ført til koncentrationslejren Dachau, hvor han døde allerede i nov. 1944 som følge af den umenneskelige behandling.
Hvorvidt der opholdt sig modstandsfolk eller sabotører her i Højby ved jeg ikke. Der fandt dog enkelte sabotagehandlinger sted, med sprængning af jernbanesporene, men ikke i den udstrækning som andre steder.
I marts 1944 blev jeg ringet op af ”det unge grænseværn`s kontor i Sønderjylland, om jeg kunne skaffe 6 unge mennesker ophold i nogen tid. De var altså gået under jorden, som vi sagde.
De 5 kom til Allerup og Thorup, den ene gik som karl på gården hjemme, selv om det nok var noget uvant for ham, idet han vistnok var kontormand. Efter 3 ugers ophold forlod han os pludselig, efterladende et brev med tak for opholdet.
Vi havde den glæde, at han og hans forlovede efter befrielsen besøgte os. De var kørende i Frits Clausens bil, hjemmehørende i Gråsten, hvor Kristian var ansat på slagteriet.
Vi er nu nået frem til foråret 1945, hvor alle kunne se, at det snart måtte være slut med tyskernes modstand.
Nu var også alle varelagre for længst tømte, i hvert fald alle importvarer. Man søgte på mange måder at erstatte disse med dansk fremstillede varer, f.eks. blev hørdyrkning almindelig. Den blev forarbejdet på Tommerup hørfabrik til lagenlærred, duge o.lign.
Fåreavlen eller fåreholdet blev også udvidet mange steder, og mange ældre konert kom i gang med at karte og spinde til strømpegarn og andre formål. Man lavede the af æbletræernes blade, og navnlig her på Fyn fik tobaksavlen stor udbredelse, måske navnlig på Vestfyn, men også her omkring dyrkede mange tobak til eget brug.
Man eksperimenterede med mange forskellige behandlingsmåder af tobaksbladene, for at opnå et nogenlunde velsmagende produkt, hvilket langtfra altid lykkedes.
Som før nævn var det umuligt at købe cykeldæk. Nogle erstattede disse med en korkring på fælgene. Også beklædning kneb det med, mange fik tøjet vendt, eller man kunne købe noget af kradsuld eller kludetøj, som vi kaldte det.
Denne varemangel mærkedes flere år efter krigsafslutningen, ligesom pgså rationeringsordningen opretholdtes til ind i 50érne.
Endelig kom så meddelelsen fra England den 4. maj om aftenen om Tysklands kapitulation, en aften vi aldrig glemmer.
Næste dag gik flagene til tops allevegne. Den påfølgende søndag var der fest- eller takkegudstjeneste i kirken, ellers var der ikke nogen egentlig festlighed i anledning af freden her i sognet.
Hen i maj blev Højby forsamlingshus beslaglagt til østtyske flygtninge, hovedsagelig kvinder, børn og ældre mænd.
De stakkels mennesker forlod først Højby engang efter jul 1945. Det var strengt forbudt at have omgang med dem. Det var jo alle slags mennesker fra vidt forskellige sociale lag, som her var stuvet sammen, en frygtelig skæbne, men de reddede da livet. I den forbindelse fik vi på ny indkvartering. Denne gang af vores egne CF -ere – ”føl”, som de kaldtes. De skulle holde vagt ved flygtningene og passe på at ingen flygtede o.lign.
Selv om krigen nu var forbi, må det alligevel nævnes, at en del af Højby mejeri brændte, vistnok i august 1945. På grund af den knappe brændselssituation fyrede man med halm, der gav anledning til branden, der dog ikke blev større end driften kunne fortsætte.
I samme forbindelse må nævnes, at Højby kro også brændte ned til grunden i et af krigsårene, således at bybilledet af Højby forandredes med den nye kro.
Det er i store træk, hvad jeg erindrer fra de ”5 onde år”, som vi oplevede dem i landsbysamfundet, som det dengang var.
Marts 1985
Lavrits Kristiansen