Forsyningssituationen – rationering – sortbørshandel mm. omkring 2. verdenskrig.

Lavrits fortæller i sine erindringer

Nu var også alle varelagre for længst tømte, i hvert fald alle importvarer. Man søgte på mange måder at erstatte disse med dansk fremstillede varer, f.eks. blev hørdyrkning almindelig. Den blev forarbejdet på Tommerup hørfabrik til lagenlærred, duge o.lign.
Fåreavlen eller fåreholdet blev også udvidet mange steder, og mange ældre koner kom i gang med at karte og spinde til strømpegarn og andre formål. Man lavede the af æbletræernes blade, og navnlig her på Fyn fik tobaksavlen stor udbredelse, måske navnlig på Vestfyn, men også her omkring dyrkede mange tobak til eget brug.
Som før nævnt var det umuligt at købe cykeldæk. Nogle erstattede disse med en korkring på fælgene.
Også beklædning kneb det med, mange fik tøjet vendt, eller man kunne købe noget af kradsuld eller kludetøj, som vi kaldte det.
Man eksperimenterede med mange forskellige behandlingsmåder af tobaksbladene, for at opnå et nogenlunde velsmagende produkt, hvilket langtfra altid lykkedes.
Denne varemangel mærkedes flere år efter krigsafslutningen, ligesom også rationeringsordningen opretholdtes til ind i 50érne.”

 

Rationering, erstatningsvarer, sortbørshandel og kriminalitet

Eksempler på rationeringskort:

Rationering
Allerede inden besættelsen var det nødvendigt at regulere befolkningens forbrug. For at undgå, at man i Danmark løb tør for varer, blev der indført et rationeringssystem for en del varegrupper.
I september 1939 vedtog Folketinget og Landstinget Vareforsyningsloven. Loven gav den danske handelsminister lov til at rationere mængden af varer og bestemme hvem der måtte købe dem.
Danskerne blev nu grebet af ”hamstringsfeber”. Selv om det var forbudt, købte man ind så langt pengene rakte og inden loven trådte i kraft.
I september 1939 blev benzin og kul rationeret i Danmark, og snart fulgte sukker, kaffe og te. Inden udgangen af 1940 var yderligere dagligvarer som brød, gryn, smør, margarine og sæbe blevet rationeret.
Til sidst – i februar 1945 – ramtes også kaffeerstatning og salt.
Brød, gryn, tobak og gas var rationeret indtil 1948. Tekstiler, sko, fedt, flæsk, te, kakao, sæbe og el var rationeret indtil 1949. Den sidste rationering – kaffe og sukker – ophørte i 1952.
Disse produkter kunne kun købes, når man afleverede et rationeringsmærke. Hver husholdning fik med jævne mellemrum udleveret et antal mærker. Havde man opbrugt mærkerne, kunne man ikke købe varen ( f.eks. mel), før man igen fik udleveret en ny portion mærker.
Formålet med rationeringen var at undgå, at Danmark hurtigt løb tør for varer. Men den skulle også sikre, at varerne blev fordelt nogenlunde ligeligt i befolkningen. Man prøvede at tilpasse rationerne folks behov. Folk, som udførte hårdt arbejde, kunne få tildelt flere rationeringsmærker til madvarer. Familier med småbørn fik flere mærker til sæbe.

Erstatningsvarer
Manglen på varer medførte, at man begyndte at fremstille erstatningsvarer, som sjældent var af god kvalitet. Man begyndte eksempelvis at lave sko af fiskeskind og sandaler af træ, da der blev mangel på læder. Erstatningskaffe blev fremstillet af roer, cikorie og byg. Al privat bilkørsel stoppede fra april 1940, fordi der ikke var benzin nok. På gårdene havde man hestevogne, men ellers måtte man cykle. Tøj og stof var der mangel på, men man klarede sig med genbrug og ved at strikke og sy gammelt stof og tøj om til nyt.

Sortbørshandel og kriminalitet
Ikke alle havde penge nok til at købe varer for alle deres rationeringsmærker og solgte deres overskydende mærker, selvom det var forbudt. Jo mindre rationerne var, desto mere omfattende blev den ulovlige handel. Det var især rationeringsmærker for cigaretter, sukker, kaffe og benzin, som blev handlet “sort”. På sortbørsen var priserne ofte meget højere end i den lovlige handel. Sortbørshandel var meget udbredt især i byerne og blev også benyttet af ellers lovlydige borgere. Manglen på varer førte også til generel øget berigelseskriminalitet.

 

Mørklægning

Allerede i 1938 udgav Statens Civile Luftværn et “Oplysningshæfte Nr. 1 – Beskyttelsen mod følgerne af luftangreb”. 

Forside af Statens Civile Luftværns oplysningshæfte “Beskyttelse mod følgerne af luftangreb” – udgivet i 1938
Om mørklægning.
Hætter til cykellygter.
Forlygte
Baglygte

Johanne fortæller

Hvornår følgende hændelse skete, ved jeg ikke helt bestemt, men det var før jeg blev konfirmeret i oktober 1942.
Mor og jeg var alene i køkkenet, da der blev banket på køkkendøren. Det var en tysk soldat i fuld uniform med pistol ved bæltet o.s.v. På gebrokken dansk spurgte han, om han kunne købe lidt flæsk til sin arme familie i Tyskland. Jeg kan endnu mærke min lille angst, da Mor gik i kælderen med en brødkniv for at skære et stykke røget flæsk af til ham. Da var jeg ikke så kæphøj, at jeg demonstrativt turde vende ham ryggen. Mor kom tilbage og rakte ham flæsket. Han ville betale, men Mor ville ikke have noget for det.
Da han var gået, talte vi ikke meget om det. Kun at måske var det til hans familie, – eller han solgte det på den sorte børs. Senere er det gået op for mig, at det var godt, Mor ikke tog mod pengene, – så havde hun jo ikke handlet med ham, og det ville være svært for ham at komme igen.”

 

Niels Peter Nielsen fortæller

“Der blev beordret mørklægning over hele landet, det vil sige, intet lys maatte kunne ses fra husene om natten, de fleste fik sorte rullegardiner, andre fik lavet trærammer med tykt gråt papir ell. Lign. Bilkørslen blev forbudt, og der var udgangsforbud efter kl. 21, ingen forsamlinger paa gaderne, højst 4 personer. Efterhaanden kom der rationeringsmærker til næsten alt, ogsaa benzin, da der igen maatte køres lidt.Det blev dog ret hurtigt helt forbi for vort vedkommende, da vi havde andet levebrød, snedkeri og frugthandel. På det tidspunkt havde vi 4 vogne, og ingen af dem maatte køre. De blev klodset op, som vi sagde, saa de ikke stod på ringene, det ansaa man som bedst for at bevare dem til der kom andre tider. Det blev hurtigt aktuelt at faa anskaffet sig hest og vogn. Man købte ikke dagligvarer fra dag til dag, men købte store partier, slønt der var opfordring nok til ikke at gøre det. Det kaldtes at hamstre. Naar forretningen fik praj om at den og den vare ikke blev til at købe igen, tog de selv initiativ til at rationere lageret de havde, og saa var det kun faste kunder, der kunne faa, f.eks. tobaksvarer og snaps, som ikke var rationeret, men bare ikke til at faa. Butikkerne fik engang imellem en tildeling, og det lavede de saa deres egen fordeling af. Man kunne måske fa 5 cigarer eller lign. engang imellem, ligeledes ½ Aalborg, ellers var rationerne ret rigelige. Og mange på landet havde jo sikret sig til lang tid.
Alle biler blev ikke standset den 9/4 1940, man startede med privatkørsel, u. fører og vel sidst lillebiler, som vi fik mærker til.
Enkelte fik lov til at køre det meste af besættelsen, naar de anskaffede sig gasgeneratorer, en slags kakkelovn, man fik monteret på bagagebærer eller på et trinbræt. Der blev fyret med brænde, koks eller tørv, brænde var bedst, det skulle ligge og ulme og lave gas, som saa kunde få bilen til at køre, det var ikke den store trækkraft. Der skulle tit fyres, og det tog let 15 minutter at få startet. Man måtte selv medbringe brændstof i sække.
Engang lejede vi en sådan bil til Frøslevlejren, hvor min broder Viggo var interneret og måtte få besøg af sin datter på 13 år, som da var hos os. På denne tur måtte vi levere brændet, ellers kunne vi ikke få nogen til at køre os. Vi havde noget gammelt tørt bøgetræ liggende på loftet, det fik jeg så ned og savet i 5 cm. Klodser, det blev gjort på vores båndsav. Han skulle have 6 sække brænde og 200 kr. for den tur.
Man kunne også træffe at få rationeringsmærker til at købe 5 hl. koks eller briketter. Der opstod noget man kaldte ”Sortbørs”. Der var nogen, der ikke kunne bruge deres mærker selv, så kunne de omsættes til ca. 5 kr. pr. hl., så hvis man ikke havde fast brændsel, måtte man betale den merpris. Disse mærker kunne købes i området ved Sortebrødretorv på kaffebarer o.l. Der var energiske folk, der kunne finde en lille dagløn ved at pille ikke helt udbrændt koks på lossepladserne, der blev jo kørt masser af aske derud. Bl. andet på den måde blev der koksmærker at sælge. 

 

Maksimaltøj og maksimalpriser

(Under 2. Verdenskrig var mange varer rationeret, og der blev indført maksimalpriser, som skulle sikre, at fabrikanter og forhandlere ikke kom til at tjene uforholdsmæssigt meget på vareknapheden. Maksimal = tøj, lavet af celluld, der var lavet af det kemisk fremstillede cellulose, – eller stof, vævet af fæhår – kohår – mod normalt fåreuld. Maksimaltøjet var berygtet for den dårlige kvalitet – det var umuligt at opretholde pasformen, og så kradsede det!)  
Et sæt tøj kostede 100 kr. når det var maksimal. Det var noget temlig løst stof, nærmest noget Tweed, eller noget sækkelærred, der var kortet op. Far og mig fik hvert et sæt og det kunne nok bruges. Man må jo huske, at dengang gik folk i jakkesæt. Det skete også, at en skrædder vi kendte, Ingemann Rasmussen, fik tildelt en rulle rigtig stof, og så fik vi syet der til 300 kr. Der blev jo oprettet en eller et Varedirektorat, hvorfra de enkelte varegrupper blev fordelt ud over landet, så godt det lod sig gøre. Dette direktorat bestod længe efter besættelsen var ophørt. Det måtte søges om bildæk o.s.v. Mange gjorde rejsen til Kbh. for at se om de kunne få deres ansøgning igennem. Et generelt træk fra disse besøg, var et tomt kontor og skrivebord med en blok og en stak ansøgninger, samt en beklagende mand. Det var jo sådan, at havde man dæk, kunne man køre og disse dæk og slanger blev jo anvist, og til maksimalpriser.
Der kunne til tider købes dæk på den sorte børs, men det var til helt andre priser. Det var som regel dæk fra ”Jeeps” og andet militær køretøj. Det var ”værnemagere” der solgte dette. Det sidst skrevne var efter befrielsen 5/5-45.” – fortæller Niels Peter Nielsen.