Krigen 1940-45 i Højby af Frands Johan Ring.

Afskrevet d. 1.5.2010  af Paul Georg Pedersen

18.3.1941 Tysk Indkvartering – 175 mand ca. 100 heste Artilleri – Kærsager Heiler! – Smedien ”Slotsvagten” – Friskolen.

I marts 1941 rykkede krigen os på nærmere hold – vi fik tysk indkvartering i Højby, et batteri svært feltartelleri – 175 mand og ca. 100 heste. Beskæmmende var det at dyrlæge Sloth (Højbyvej 38) og hans ven N.R. Andersen, ”Kærsager – (Nr. Lyndelsevej 21) heilede dem velkommen. – Heldigvis stod Mads Kristian Madsens villa tom (Nørrelunden 3), så den fik de til værksteder – ellers havde de lagt beslag på skolerne. – Mandskabet var indkvarteret i Forsamlingshuset og i gårdene. Kanonerne ville de have på jernbanepladsen, men det afværgede Stiftamtmanden, (som formand for Sydfynske Jernbane) – så henvistes de til grusgraven – (Fengers) – men flyttede senere op i Toften – lige overfor kirken. – Oberstløjtnanten – indkvarteredes hos dyrlæge Stolt som derfor fik vagt uden for sit hus; – som omgående døbtes ”Slotsvagten”. –

Soldaterne var elskværdige – i henhold til deres instrukser – og det var ikke frit for at folk strides om, hvis soldaterne der var de bedste. I sammenligningen med nogen der var her vinteren før – faldt ikke altid ud til vore egns fordel. – Karlshøj (Svendborgvej 318) havde batteriets regnskabsfører indkvarteret – og kunne ikke modstå elskværdigheden – Han havde v. Mieddes ( ) billede stående. – ” Det venskab skal blive ved at bestå efter krigen!” –

Det var ikke alle soldater der var Hitler tosset, tre ældre soldater – smede – frabad sig Hitler-hilsen i smedien, hvor de arbejdede – en af dem gav en dag en ung soldat en lussing fordi han heilede. –

Omkring 1. april afgik de til Balkan.

Mens tyskerne var her fik jeg en dag følgende brev:

Mandag morgen 24/3.1941

Hr. lærer Ring.

Jeg synes det er min pligt at fortælle Dem, hvad Keld Vangsgaard fortæller de andre drenge; han siger, at De lærer Ring , er spion for englænderne, så derfor synes jeg, De skulle vide det, for så kan De forsvare Dem ved at tale med Keld derom: det er selvfølgelig en trang til at prale af noget, som de andre ikke ved; vi tror ikke på det, men snakken kan komme ud til ondsindede personer, og så bliver det måske endnu værre. –

Der er ligeledes Frede Henriksen; han fortæller af og til Historier om, at han er med Falck eller Zonen (jeg husker det ikke lige nu) men han har været i dykkerdragt i Lillebælt og hjulpet til med at trække døde tyskere op og han har været med nede omkring Ringe og redde en gammel kone (jeg husker ikke fra hvad) – men han fik 50 kr. om måneden og efter konfirmationen skulle han have mere; Ruth og Verner fortæller det her hjemme og vi blev så vrede, fordi vi ikke ville tro det. Den dreng plejer aldrig at sige ret meget, men når han siger noget, så passer det også, sagde de. Verner fortalte det inde hos dem selv, og Ruth fortalte det her, men de havde brugt omtrent de samme ord. Se det må jo også være en trang til at prale, at Frede vil fortælle sådan noget sludder.

Keld har måske en livlig fantasi og når de så hører så meget snak om de urolige tider, har han måske fået ideen til at fortælle dette videre men det kan blive en slem historie for Dem hvis det ikke bliver bremset i tide, fra hans side er det jo kuns en drengestreg – tankeløshed –

Venlig hilsen til Dem

og Deres hustru

Marie Larsen 

——

(I parentes bemærket: På tomandshånd – uden for skolen – fortalte Frede sin forklaring om Falck-historien overfor mig! – uniformen opbevares på Falkstationen –

23.9.1942 vedtog Skytteforeningens bestyrelse at udelukke Hans Sloth og Robert Larsen Bakkebo af foreningen pga. deres på flere områder uheldige opførsel, der bl.a. for Hans Christian Sloths vedkommende bestod i at optræde i tysk uniform. (Hitler-Jug.) dette i forbindelse med meget andet. (Hans Sloth og Co`s hærværk på skydebanen.) –

Da der den 21.10.1942 blev rettet henvendelse til os fra en repræsentant for Danmarks National-Socialistiske Arbejderparti (D.N.S.A.P). der beskyldte bestyrelsen for politisk forfølgelse af en mand, når vi som en af grundene til hans udelukkelse pegede bl.a. på at han havde optrådt i uniform besluttede vi på et bestyrelsesmøde at frafalde dette argument, hvis det kunne opfattes som foran nævnt, og lade øvrigheden dømme; dette spørgsmål – Politisk forfølgelse, skulle vi meget have os frabedt; da dette ikke ligger på linie med vort arbejde, men opførselen og tonen blandt de yngre medlemmer må være som vi kalder det forsvarligt for foreningens trivsel – ligegyldigt om de tilhører det ene eller andet parti. Hans Sloth bliver ikke optaget.

 

—-

Odense den 30.10.1942

Hr. gårdbestyrer Christiansen

Vestergård” Højby.

Da jeg endnu ikke efter vor samtale ude hos dem den 22. dennes, har hørt fra dem ser jeg mig nødsaget til førstkommende søndag at aflægge raport til stabsleder Langgaard Nielsen, som den dag er taler her i Odense.

Med højagtelse

Thor Nielsen

Nørregade 672. sal

—–

Svend Kristiansens egen fremstilling af affæren med Thor Nielsen.

( underskrevet den 25. oktober 1942).

Den 21 oktober 1942 aflagde ostehandler Thor Nielsen et besøg her på Vestergård, hvis følger vi i dag ikke kan overse.

Jeg havde lige over middag været oppe ved Kristian Bihl, da jeg på hjemvejen passerede dyrlæge Sloth lagde jeg tilfældigt mærke til at dyrlægen sprang til vinduet og pegede efter mig, som om han ville sige ”der kører han” – bag ved ham stod en herre med briller, som jeg snart skulle genkende.

Denne indtraf sig nemlig hos mig ca. en halv time senere og præsenterede sig som Thor Nielsen, leder af D.N.S.A.P.`s første afdeling i Odense. Han udbad sig en samtale med mig under fire øjne, da årsagen til hans besøg var af ret alvorlig betydning. Som mellemmand mellem Frits Clausen og

dyrlæge Sloth kom han for at meddele mig som formand for Skytteforeningen, at vi straks igen optog Hans Sloth som medlem og gav ham en uforbeholden undskyldning, fordi vi kort forinden havde udelukket ham som medlem af foreningen grundet på hans uheldige optræden i flere henseender, bl.a. havde han optrådt i tysk uniform, hvilket vi mente i høj grad stred mod den opgave, vi i Skytteforeningen måtte varetage, desuden havde Hans Sloth ved flere lejligheder optrådt i høj grad udæskende overfor byens unge, hvilket havde til følge, at vi så os nødsaget til at nægte ham og en anden ung mand fra sognet (Robert Larsen, Bakkebo) medlemskab af vor forening.

Thor Nielsen ville intet høre om alt dette. – Hans Sloth var en meget betydelig ung mand, som han særdeles godt kendte, han var en af dem, som tegnede til at blive en af de bedste inden for deres rækker og som de ventede sig meget af; at han måske havde et lidt uroligt sind kunne jo godt være fordi han var optaget af alt det nye, som nu uvægerligt ville komme og som vi andre snart ville sande som en kendsgerning, vi kunne lige så godt først som sidst erkende dette faktum og handle derefter i egen interesse, – han nævnte at de jo inden for deres rækker havde brådne kar, men dem tugtede man på tilbørlig vis; det var muligt Hans Sloth skulle tugtes, men han skulle optages som medlem – og det straks. –

Videre omtalte Thor Nielsen det mærkelige i at landboerne stadig syntes at stå tilbage i udvikling de kunne ikke følge med tidens strømninger – Byboerne og især ungdommen var helt anderledes indstillet på den nye verdensudvikling, som Hitler på en så storartet måde havde grundlagt og som vi forøvrigt enten vi ville eller ej, snart skulle komme til at følge. –

Efterhånden var jeg blevet ret irriteret og spurgte om han da virkelig troede, at vi slavisk alle kunne følge en gal mands bud – herover blev han meget opbragt og for første gang begyndte han med trusler, idet han nævnte, at jeg også havde været begejstret tilhører ved Niels Petersens foredrag i Allerup kort forinden, og han lod mig vide, at dette her var uhyre alvorligt.

Han omtalte sine to dejlige drenge, som begge lå ved Kaukasus og den yngste, som brændte af iver efter at komme af sted. Hans Sloth var af samme slags – og her stod så jeg og ville nægte ham sin uddannelse i skydning, det var dog det værdste han havde hørt – så enfoldigt og naivt – det var jo netop den slags, der skulle have adgang til banerne frem for vi andre, der slet intet fattede af alt det nye; – der var nu indenfor D.N.S.A.P. en bevægelse i gang, der inden længe ville beslaglægge alle skydebaner til deres unge, og så skulle jeg nok få at se, hvem der besad magten og midlerne, og han skulle vise mig, at hvis jeg stod stejlt på mit standpunkt, snart ville komme til at dele Niels Petersens skæbne. –

Efter denne skråle gjorde jeg opmærksom på, at jeg forøvrigt intet kunne foretage mig uden om bestyrelsen – jeg ville forelægge dem sagen endnu en gang, men stod det til mig, så var vor stilling klar og ligetil. ”Kom nu til fornuft, unge mand, kan de da virkelig ikke indse deres håbløse stilling”. – Jeg måtte jo være klar over, at det var Klaus Berntsens gamle forening, og han Thor, havde haft så meget med skyttesagen at gøre igennem årene, at det ville gøre ham ondt, hvis vi her ude svigtede foreningens formål – dette at oplære de unge til at forsvare deres land og hvad der var dem dyrebart og helligt. –

Jeg fik to dages betænkningstid til at forhandle med bestyrelsen osv. – hvilket skete, og vi stod alle fast ved vort standpunkt, og jeg henvendte mig ikke til Thor Nielsen; denne ringede mig da op den tredie dag, og lod mig vide, at jeg nu måtte tage følgerne af den videre udvikling, hvis jeg ikke inden næste dags formiddag kl.10 personligt var gået til Hans Sloth og med en undskyldning for forkert handling igen optage ham som medlem. –

Jeg lagde røret hårdt på telefonen og ringede af.

Svend Kristiansen.

Denne affære gav anledning til adskellige gisninger om, hvad der ville ske – om dyrlæge Sloth -turde ”slå til” – Der skete imidlertid ikke Svend Kristiansen noget.

 

—-

Højby F. 26.10.1942

Kære P. Marcussen!

De har jo nok hørt eller forstået hvorfor Niels Pedersen ikke kom til Åbenrå i går. Som medindby-der til det møde, hvor det gik galt, føler jeg mig ansvarlig – ialt fald medansvarlig. – for det som er sket – fordi vi ikke har passet tilstrækkelig på; jeg behøver vel ikke at fortælle dem, at vi er meget nedtrykte over det skete – både Aage Sørensen (Thorup) og jeg. – En lille godtroende husmand i Allerup havde sagt god for en mand, som vi ikke kendte, – en nazist – som har angivet N.P. som blev hentet hos Aage Sørensen lørdag middag; mødet var i Allerup Forsamlingshus fredag aften. (23.10.1942) På indbydelserne, som vi havde fået fra D.N.U. (Dansk-Nordisk Ungdomsforbund) stod, at ”venner og gode bekendte kan medtages” – en form, som herefter må udelades – desværre.

Niels Pedersen holdt et – som jeg sagde ved afhøringen i dag – ”sagligt foredrag i akademisk uangribelig form” – Det var i anmeldelsen betegnet som hetzpropaganda, hvilket jeg bestemt afviste som ondsindet løgnagtig forvrængning af talerens ord, hvilket de øvrige afhørte samstemmer i dette.

Jeg spurgte, om jeg måtte læse anmeldelsen, men det stred mod reglementet; men bogstaverne D.N.S.A.P. stod store og fede på papiret. – Nå, de nærmere omstændigheder må de hellere få mundtlig, ved lejlighed. De herrer (overbetjent Thuelsen og Israelsen, Odense) – mente, at N.P. bliver løsladt i morgen eller overmorgen, og jeg håber, vi da kommer i forbindelse med N.P.

Så hører de nok nærmere fra ham eller os her.

Mødedeltagerne var meget optaget og tiltalt af N.P., og naturligvis får vi – og fortjener – bebrejdelser; jeg tror ikke det er for meget sagt, at de hårdeste bebrejdelser får vi af os selv. – Ja, kunne bebrejdelserne redde noget, så –

Jeg håber på snart at træffe Dem.

Med venlig hilsen
Deres
Frands Johan Ring.

—-

P. Marcussen, Folkeunghus, Gråsten.

Odense, d. 26.10.1942.

Kære Hr. Marcussen.

Det er egentlig ikke meget, jeg kan fortælle Dem. Men det vigtigste har De vel bragt i erfaring eller regnet ud. Jeg blev anholdt i lørdags kl. 13 i anledning af mødet i Allerup den foregående aften. (23.10.1942) Hele eftermiddagen var jeg i forhør. I går middags kom jeg i grundlovsforhør. Anholdelsen blev ophetholdt for 3 x 24 timer, og jeg skal overføres til Kerteminde, hvor sagen skal behandles, da Allerup ligger i Kerteminde retskreds. Overførslen til Kerteminde sker i morgen formiddag. Nærmere enkeltheder kan jeg ikke oplyse, og hvordan de nærmeste dage vil forløbe, kan jeg slet ikke have nogen mening om.

Ellers klarer jeg mig ret godt, trods de uvante forhold. Det må man jo klare ligesom så meget andet. Nu får jeg jo prøvet det med, hvad jeg vel ellers næppe havde fået anledning til, skønt jeg ikke skal lægge skjul på, at jeg godt kunne have undværet samme erfaring. Trods alt er det jo vanskeligt at aftvinge situationen ret mange begejstrende momenter. Nå, alting får jo en ende, og tanken om, hvorfor jeg sidder her, er jo kun egnet til at fremkalde en nøgtern og rolig betragtning. Den mulighed, at jeg skulle have svigtet eller misbrugt den tillid, man har vist mig, foreligger selvfølge-lig, men jeg tror ikke på den. Fremtiden må afgøre det.

Jeg har i dag haft besøg af Sven Arnvig, og det er jeg ham meget taknemmelig for. Ikke blot fordi han skaffede mig dette papir og iøvrigt viste sig på enhver måde hjælpsom, men særlig fordi det at snakke med en mand, jeg kender, og få en hilsen fra Dem, var en glædelig afbrydelse i denne nye tilværelse.

Nå, jeg har jo kun at håbe og bede til snarest muligt at kunne forlade dette statsdrevne hotel, hvor vært og betjening forøvrigt er høfligere end på mange af de private og derfor mere estimerede hoteller. Blot bestemmer man ikke opholdets varighed. Og så må man ikke have noget ur på sig, men må som en anden vildmand rette sig efter solopgang, middagssirenen og solnedgang.

Jeg har i dag skrevet hjem. Jeg vil bede Dem holde mit hjem underrettet om alt af interesse, forsåvidt der foreligger noget. Jeg håber iøvrigt snart at se Dem igen – det koster jo ingenting at håbe. De må hilse Deres hustru og alle dernede og selv modtage de hjerteligste og bedste hilsener fra

Deres hengivne
Niels Pedersen.

(Hvilken skæbne denne N.P. fik, er arkivet ubekendt.)