Viggo Andreas Nielsen født 1900
Oplæst af Bodil til generalforsamlingen torsdag den 25.04.2024
Karl på Lindegården fra maj 1915 til til august 1917.
Jeg blev fæstet for foreløbigt et år. Lønnen var aftalt – 125 kr. for
sommerhalvåret , og var lovet 125 kr. for vinterhalvåret. Det var en god
løn for en 15 års dreng i de tider. Gården var på 43 tønder land + et lille
stykke skov. Besætningen bestod af 12 køer og et passende antal
ungkreaturer, 4 heste og mon ikke en 30-40 svin, anbragt i nye solide
grundmurede staldbygninger fra 1909. Husbond, Hans Laurits Hansen,
var nær de 50, en god husbond, måske nok en lidt snurrig, gammel
ungkarl, men jeg havde en virkelig god plads. En gårdmand med passende
respekt for sig selv i de dage, tog dog kun ringe del i arbejdet.
På Lindegård var en fodermester (Martin), en forkarl (Anders), en
andenkarl (Viggo), en husbestyrerinde (Nicoline) og en voksen pige
(Marie). Ved storvask var der altid en vaskekone til hjælp og ekstrahjælp
under roekampagnen. Lønningerne belastede ikke budgettet
nævneværdigt. Hans Laurits var madglad. Vi levede usædvanlig godt.
De faste arbejdsopgaver hver dag:
Opkald om sommeren klokken 5, om vinteren klokken 6. Det var mit
arbejde at muge ud ved hestene og køre gødningen ud på trillebør, feje
grebningen og den brede gang bagved, sidste område skulle have et par
skovlfulde sand strøet ud over pigstenene. Forkarlen fodrede hestene. Vi
hjalp hinanden med at strigle og børste dyrene. Arbejdet var ikke særlig
forceret. Hans Laurits var endnu ikke stået op, og arbejdet skulle strække
til vi kom til davre.
Da jeg blev fæstet, havde Hans Laurits spurgt, om jeg var fortrolig med
heste og kunne følge dem i marken, bl.a. ved at harve og tromle. Jeg
skulle nok få lært at pløje, men det var jo ikke hver dag der var brug for 2.
karlens hestespand. Skulle kun et spand i marken, var det naturligvis
forkarlens job. Det måtte jeg indstille mig på. Gøre rent i svinestald og
hønsehus, var meget ubehageligt. Navnlig det sidste var meget
ubehageligt, husker jeg. Man kunne ikke undgå at få lidt lopper under
skjorten. Det med svinehus var jeg fortrolig med fra sommeren før på
Allerup Bakkegård. Ved roearbejdet var gårdens pige med, og det var
hyggeligt og underholdende, når vi kravlede række op og række ned side
om side. Snakken gik let og muntert. Det var måske ikke så stuerent alt
sammen. Til hver søndag i sommerhalvåret skulle gårdsplads også have
ha’ en omgang.
Jeg tænker, min første pløjning startede med de gamle, rolige heste i
brakmarken. Det var en stor dag, da jeg rykkede ud med mit spand. Under
pløjningen måtte vi gerne ryge. Jeg startede med en kort pibe, der kunne
hænge i munden uden støtte af hånden. Ved et af Hans Laurits daglige
tilsyn i marken gav han mig sit uforbeholdne kompliment : Du er jo en
mester til at til at pløje. Så blev jeg glad.
Et lille træk fra høhøsten:
Høet var slået med le i den lille eng, der lå i en fordybning i den ellers
flade mark.
Anders anslog, at der kun var et lille læs at få kørt hjem. Han spændte
sine heste – unge dyr- for høstvognen, og jeg skulle med. Han betroede
mig at læsse ”læsset”.
Det var første gang, jeg blev sat på den opgave, og det var slet ikke let.
Selv forkede Anders høet op til mig, og jeg gjorde mig umage for at få det
lagt sikkert. Vi havde ikke taget et læssetræ og et reb med til at surre det
sammen til sidst, for der var jo kun en lille klat derude i engen. Anders
havde opmærksomheden rettet mod de unge dyr, da han skulle kravle op
på læsset. Han stod op bag hestene på hammeltøjet, og jeg skulle give
ham en hånd og trække ham op, men forinden blev hestene urolige, og
for ikke at styrte ned mellem dyrene sprang Anders ud af vognen.
Hestene var kommet godt i gang, og for ikke at komme under vognen slap
han tømmerne. Nu var der ingen til at styre, og jeg sad på det vaklende
læs. Toppen skred af læsset med Viggo, hestene fortsatte ud på
landevejen og hjemad mod gården i vildt løb. Kun den ene del af
ladeporten var åben, men hestene trængte sig igennem med den næsten
tømte vogn. Hestene fortsatte over gårdspladsen og ud på bygaden og
ned ad stationsvejen. Men der kom en telefonmast i vejen for det venstre
baghjul, måske var farten efterhånden sagtnet. Der stod de, da Anders og
jeg slukørede kom til og fik dem beroliget. Godt at jeg fald af, inden vi
kom op fra engen.
Det blev tid for høst og efterårsarbejdet optagning af roer. I december
blev der tærsket og ryddet op ude og inde.
Februar.
Når frosten havde bundet jorden og vandet i gadekærene, skulle der
”ises”.
Mejeriet havde et stort is hus. Væggene var godt isoleret, men huset
skulle fyldes op med is, så de fyldte smørdritler kunne opbevares , så
smørret ikke blev fordærvet. Ja, det var den tids kølehuse.
Fra morgenstunden gik man i gang med store økser og huggede
rektangulære isflager. Til sidst var børnenes dejlige glide- og skøjtebaner
ødelagt. Flagerne var dog så store, at de kunne bære til dels da. Det var
derfor en sport for de større drenge og karlene at løbe på de vippende
flager fra den ene ende af gadekæret til den anden. Det hændte vel, at en
og anden dumpede i. Havde man ikke træskostøvler på, undgik man ikke
at få våd sok. Men snart var den leg forbi. Byens karle kom og kørte de
formindskede flager hen i mejeriets is hus.
En del af vinterens arbejde, bestod også af skovarbejde. Der blev fældet
træer, savet op og kløvet. De tynde grene blev lavet til ris brænde, som
man brugte til optænding. Og så begyndte man igen at forberede
forårsarbejdet for det næste år.
Viggo har skrevet en lille anekdote om Hans Laurits:
På en stor granitsten i anlæggets midte finder vi hans navn i forbindelse
med, ganske vist en fæl radikaler, Zahle, der var statsminister i 1915, da
der vedtoges en ny grundlov, der dog var ført frem som forslag nogle år
før i konsejlpræsident Klaus Bernrtsens tid! Samme centralt anbragte sten
minder om stavnsbåndets løsning 17. juni 1788. I forbindelse med
foranstående dato, kan jeg ikke lade være med at give Hans Laurits et lille
minus i historiekendskab. Han havde opgivet stenhuggeren alle navne,
årstal og data. Med forfærdelse opdagede min egen, ikke særlig skolede
mor, at der stod 20. juli på stenen, hvor der skulle have stået 17. juni; for
det er jo sådan, hvad der er hugget i sten, lader sig vanskeligt slette ud.
Skånsomt og meget diplomatisk bad min mor Hans Laurits om at slå op i
Danmarkshistorien! ”For jeg er sikker på, at det var juni”.” Det kan jeg
ikke tro, Sofie. Ganske vist har jeg skrevet efter hukommelsen”. Men mor
havde jo ret og stenhuggeren måtte prøve at udbedre den skete skade.
Det lykkedes så nogenlunde, men kig på den og tænk også på Sofie
Snedker. Med eller på foranstående blade har jeg antydet lidt om den
mand, der blev min husbond fra maj 1915 til august 1917.
I Viggos erindringer er der både beskrevet hans opvækst som dreng og
hans skoletid.
Han blev uddannet skolelærer på Odense seminarium og havde næsten
hele sit arbejdsliv i Ulfborg som førstelærer og siden skoleinspektør.
Viggo havde lært at spille violin og fortæller, at engang Klaus Berntsen
besøgte hans Laurits, fik han øje på violinen under sofaen og spurgte, om
hans Laurits stadig spillede. Svaret var: nej, det gør Viggo. Så fortalte
Klaus Berntsen, at han i sin tid havde undervist Hans Laurits i violinspil.
Både Viggo og hans kone var meget aktive i modstandsbevægelse. Blev
taget af tyskerne i 1944 , hvor de kom til Frøslevlejren. Men det er en
anden historie.
