Højby Maskinfabrik under 2. verdenskrig.

Erik Loft Hansen, søn af Johannes Hansen, Højby Maskinfabrik, husker blandt andet, hvordan bombemaskiner den 17. april 1945 fløj så lavt hen over hans barndomshjem på Svendborgvej 410, at de kunne lugte udstødningsgassen fra flymotorerne. Bombeflyene (seks Mosquito-fly med hver 4 stk. 500 pounds, ca.225 kg, bomber, som blev eskorteret af 8 Mustang jagerfly) var englændernes Royal Air Force (RAF), og de var på vej for at bombe Husmandsskolen, der var Gestapos hovedkvarter i Odense 1943-45.

Erik husker også, hvordan nogle tyske soldater en dag i begyndelsen af 1940érne vandrede igennem deres have. Eriks mor blev lidt bekymret og gik straks i gang med at gemme deres værdigenstande. Soldaterne kom ikke indenfor, men de gik i stedet for i gang med at grave skyttegrave på den anden side af landevejen. 

Birte med sin fine “Prinsessekrølle” sammen med Erik ca 1944.
Ellen og Johannes Hansen med deres 2 børn Birte og Erik – ca 1947.

 

Uddrag af ”Højby Maskinfabrik” – samlet og skrevet af Paul Georg Pedersen i et samarbejde med Johannes Hansens søn Erik Loft Hansen.

s. 18
Varmeanlæg til busser, udstødninger og varmevekslere.
….
På værkstedet havde man i slutningen af 1930érne lavet en lang smal reparationsgrav i gulvet, så man kunne gå oprejst under busserne, der skulle have installeret varmevekslere, som maskinfabrikken selv havde fremstillet. Denne grav blev i øvrigt under krigen brugt til opbevaring af smedekul til essen, det vender vi tilbage til senere.

I midten Johannes Hansen og til højre Hans Christian Schärfe, – de to var kompagnoner indtil 31.7.1955.

s. 20
Plovskær under krigen.
Den før omtalte esse blev der stor rift om ikke langt inde i krigen, da blev der nemlig mangel på næsten alt, også jern og stål. På trods af krigen gik livet jo videre ude på landet, jorden skulle pløjes som sædvanlig, og plovskærene blev slidte. Måske en landmand har ymtet sig over problemet, og hvad var så mere nærliggende end at svejse et stykke slidstål på det gamle plovskær? Men hvor fandt man godt stål i disse tider? Som krigen skred frem, blev der flere og flere restriktioner også for bilkørslen, kun dem med virkeligt behov fik stadig lov at fortsætte, men på et tidspunkt standsede al kørsel. Den før omtalte Citroën med lad blev ”klodset op”, sat på garage lidt længere ude af Svendborgvej på nr. 461 til krigen var slut. I samme garage stod i forvejen en gammel Ford-T 1924, en speciel model, med kaleche og udskifteligt bagsæde/lad. Da ejeren netop var død og de forinden havde besluttet, at den nok ikke kom ud at køre igen pga. krigen (det er der ingen, der i dag ved noget om med sikkerhed), blev denne Ford-T taget med hjem på maskinfabrikken, hvor understellet fik påmonteret et lad og kom ud til Johannes Jensens bror, Peder Hansen på ”Østerskovgård”, som landbrugsvogn og blev senere brugt og næsten slidt op af at køre som mælkevogn på Ellekærruten til Højby Mejeri.
Det var denne ophugning der gjorde, at man fik øjnene op for, hvor mange nedslidte biler der i denne periode blev solgt til ophugning. Man kontaktede en ophugger på Rødegårdsvej, der gik under navnet ”Fattig Johnsen”, og her købte Højby Maskinfabrik i første omgang et parti gamli bilfjedre. Man lavede nu nogle forsøg, der viste, at en sådan påsvejsning af et stykke fjederstål på et gammelt nedslidt plovskær og efterfølgende udsmedning var bedre end et originalt, nyt plovskær.
Man var jo spændt på, hvor stor efterspørgslen blev, men hvad var alternativet for landmændene, der skulle jo have pløjet deres marker? Man havde, hvad man i dag ville kalde et monopol uden mærkbar konkurrence.
”Fattig Johnsen” blev efterfølgende leverandør af bilfjedre til Højby Maskinfabrik i denne ”Plovskærperiode”.
Efterspørgslen var stor og der blev ansat flere smede, og der blev indkøbt en hammermaskine ( der fik beboelsen til at ryste ), og der blev etableret yderligere en esse ved siden af den oprindelige, som Johannes Hansens søn, Erik Hansen, har den dag i dag, dog har han bygget den om til en flytbar esse, men stadig med den oprindelige blæsemotor, der omdrejningsregulerbar med en speciel modstand. Denne motor er i øvrigt fra et gammelt, i 1930érne udrangeret filmfremvisningsapparat fra Ringe Biograf og den fungerer stadig fint – når man kender den, som Erik Hansen siger.
Til samme skorsten som essen blev der også opmuret en ovn til hærdning af plovskærene efter svejsning og udsmedning, så nu var kapaciteten i orden. Der blev ansat en repræsentant, der tog sig af salget ( han havde, efter hvad Erik Hansen kan huske, vist nok også andre produkter med samtidig ).

s. 22
Roefrø-såmaskine.
Maskinfabrikken overtog ved nytårstid 1942 produktionen af en håndskubbet roefrø-såmaskine, der siden 1893 var blevet fremstillet på Svendborgvej 461, først af opfinderen, Hans Christensen, og efter hans død fortsatte en svoger med at fremstille disse såmaskiner, der gik som varmt brød. De blev i øvrigt brugt til at så mange andre slags frø med, bl.a. anvendte mange frilandsgartnere dem. Af regnskaberne på maskinfabrikken fremgår det, at der i årene 1944-47 blev fremstillet 265 stykker og den sidste blev leveret i 1958. Det er bemærkelsesværdigt, at i de 62 år, den blev produceret, er der stort set ikke ændret på maskinen.

s. 23
Udvidelse af værkstedet.
Den 1.2.1943 bliver Gunner Nielsen, nu murermester i Tarup, bedt om at udføre tegninger til udvidelse af værkstedet med 40 km2 til lager og med loftetage til de lettere materialer, og samtidig lægges næsten samme antal m2 af det tidligere lager ind til værksted, som primært skal bruges til svejserum af plovskær. Svejsedynamoen, som blev anskaffet allerede i 1930érne for at kunne el-svejse beholdere, var en DAE svejsedynamo, som blev trukket af en vekselstrømsmotor, der på anskaffelsestidspunktet var ret så avanceret. Denne svejsedynamo var rigelig til at svejse plovskær med. Men man kunne ikke hæmningsløst producere plovskær. Der var mørklægningspåbud og ligeledes var der kvarterrationering på strømforbruget samt rationering på smedekullene, men man har måske kunnet dokumenterne, at forbruget var samfundsnyttigt og fået kvote efter dette?

s. 24
Eget Acetylengasværk.
Ved ovennævnte tilbygning i 1943 blev der i det nordøstlige hjørne lavet et lille rum, hvor der blev indrettet et Acetylengasværk (som man selv byggede) med en udendørs 2×2 meter og 1,5 meter dyb åben grav støbt i beton til udfældning af kalkslam og en ca. 1500 liter gasblokke, der stod i en vandfyldt brønd.
Acetylengas (også kaldet karbidgas kendt fra karbidcykellygter og billygter på meget gamle biler) blev sammen med ilt i det rigtige blandingsforhold brugt til autogensvejsning med svejsebrænder og autogenskæring (flammeskæring) med skærebrænder.
Dengang, som i dag, købte man ilt og gas på flasker, men der var stor økonomisk fordel ved selv at udvinde svejsegas af karbid, så derfor – som nok et af de få steder i landet – havde man bygget sit eget anlæg og var på mange måder langt fremme i forhold til mange kollegaer i branchen.
Man købte karbid (der var på størrelse med gammeldags koks) i 100 liters ståltromler hos AGA i Odense. Anlægget fungerede frem til slutningen af 1970érne, hvor det blev stoppet, fordi man ikke kunne få karbid længere og for længst benyttede sig af gas leveret på store flasker ligesom ilt.
For dem, der vil vide mere om dette anlæg, ligger der et håndskrevet bilag med alle detaljer samt en tegning over anlægget i Johannes Hansens Arkivfond på Højby Lokalhistoriske Arkiv.

Opfindsomheden var stor.
Ligesom bilerne blev opklodset under krigen, stod der ligeledes mange motorcykler af en god kvalitet opstaldet rundt omkring. Til en plantageejer på Ærø blev der således ”slagtet” en motorcykel, hvor selve motoren blev brugt som trækkraft til pumpen på en frugttræssprøjte.

Tansportabelt el-værk.
En anden motorcykel blev ombygget til et lille transportabelt el-værk, som skulle give strøm til en illegal radiosender/modtager til modstandsbevægelsen. Anlægget var bestilt af Buemann, der ejede Tarup Konservesfabrik mellem Sdr. Nærå og Hudevad (senere Tarup Andelsvaskeri). Johannes Hansen var dog lidt betænkelig ved opgaven. For det første var stedet, hvor det skulle bruges, Kidholmene i Kolding fjord, som Buemann ejede, ikke til at flygte fra, hvis de blev opdaget, – for det andet var Buemann med flere efter J.H.´s mening noget ”åbenmundede” med deres ideer, hvilket også resulterede i, at Buemann sammen med politiassistent Clemens Pedersen fra Højby måtte flygte til Sverige.